Kort (geografi) - South Dakota

South Dakota er en amerikansk delstat. Statens hovedstad er Pierre, mens den største by hedder Sioux Falls. Staten har omkring indbyggere.

South Dakota blev optaget som USA's 40. stat den 2. november 1889.

Der har været menneskelige bosættelser i det nuværende South Dakota i flere tusinde år. De først folk jagede storvildt som mammutter og kæmpebisoner med spyd kastet med et kastetræ. De tidligst dokumenterede indianer-byer stammer fra omkring år 1000 og lå på bredderne af Missouri River, især omkring The Big Bend. Byen Sommers Site (39ST56) lå vest for floden, og det meste af den var beskyttet mod ukendte fjender af en forsvarsgrøft. En senere østside-by, Crow Creek (39BF11), var scene for en massakre på mindst 486 byboere omkring 1325-1350. South Dakotas største forhistoriske by, muligvis grundlagt af arikaraer, er Sully (39SL4) med spor efter knap 200 jordhytter.

Kiowaerne har en tradition om en tidlig tilknytning til områder i South Dakota. Omahaerne hævder at have bygget en by ved White River, før de slog sig ned i Nebraska. Franske og andre europæiske opdagelsesrejsende mødte i 1700-tallet en række lokale folkeslag eller hørte om dem, inkl.arikara og arapahoe. Cheyennerne holdt en tid til omkring grænsen mellem South – og North Dakota under deres vandring længere ind på prærien. Tidligt i 1800-tallet var sioux, (dakota, lakota og nakota blevet de dominerende stammer. Pawnee-stammen gjorde krav på en stump land i det sydligste South Dakota i 1857, og ”cold poncaerne” var indianere med hjemsted i South Dakota, indtil en lille del af grænsen mellem South Dakota og Nebraska blev ændret i 1890.

I 1743 gjorde to af pelsopkøberen La Vérendryes sønner krav på regionen som en del af Ny Frankrig. I 1803 købte USA Louisiana-territoriet af Napoleon. Præsident Thomas Jefferson sammensatte en gruppe, som kaldtes Opdagelseskorpset, anført af Meriwether Lewis og William Clark (normalt kaldet Lewis og Clark-ekspeditionen) med henblik på at udforske den nyerhvervede region. I 1817 blev en pelshandelspost, Fort Teton, oprettet i det nuværende Fort Pierre, hvilket var begyndelsen på amerikanske bosættelser i området.

USA udkæmpede sin første indianerkrig vest for Missouri River i 1823, da hæren og op mod 700 siouxer i fællesskab angreb arikaraernes to byer ved Grand River. To år senere indgik Atkinson-O'Fallon-ekspeditionen traktater om fred og samhandel med indianerne langs Missouri River.

Lakotaerne gik ind på Fort Laramie traktaten (1851) og fik traktat på det meste af South Dakota vest for Missouri River. I strid med traktatens fredsaftale massakrede lakotaer under oglala-høvding Red Cloud en flyttende lejr arapahoer i nærheden af Eagle Nest Butte ved det øvre løb af Grand River omkring 1858.

Først Joseph Niccolet, dernæst Hayden og siden Warren gennemførte opdagelsesrejser eller kortlagde områder i South Dakota fra 1839 og fremefter. I 1855 købte USA's hær Fort Pierre Chouteau, der blev omskabt til det første permanente militærfort i South Dakota. Det blev forladt det efterfølgende år til fordel for Fort Randall længere mod syd. Militærstationen Fort Sully blev bygget i 1863 og siden kom bl.a.Fort Wadsworth (1864), Fort Bennett (1870) og i 1878 Fort Meade. Bosættelserne tog i denne tid til og i 1858 overgav stammen yankton sioux ved en traktat det meste af det nuværende østlige South Dakota til USA.

Spekulanter grundlagde to af det østlige South Dakotas største nuværende byer, Sioux Falls i 1856 og Yankton i 1859. I 1861 blev Dakota Territoriet anerkendt af USA's regering, og dette område omfattede oprindeligt North Dakota, South Dakota og dele af Montana og Wyoming.

Efter at lakotaer fra Det store sioux-reservat dræbte 69 pawnees i det sydligste Nebraska i 1873, prøvede hæren at følge deres bevægelser og holde dem i reservatet. Samtidig overvejede USA at indlede militære operationer mod lakotaer med lejre i Montana, som angreb amerikanere i amerikansk territorium nord for Yellowstone River og som også jævnligt invaderede dalene langs Bighorn – og Little Bighorn River i crow-reservatet.