Kort (geografi) - Nordirland (Northern Ireland)

Nordirland (engelsk: Northern Ireland, irsk: Tuaisceart Éireann, ulsterskotsk: Norlin Airlann) er et af de fire lande, der udgør Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Hovedstaden er Belfast. Nordirland er placeret i den nordøstlige del af øen Irland og grænser op til Republikken Irland i syd og vest. Landet dækker 14.139 km², omkring en sjettedel af øens samlede areal. Befolkningstallet er anslået til 1.893.667 i juni 2019 cirka en tredjedel af øens samlede befolkning og 2,8 % af befolkningen i UK. Nordirland består af seks af de traditionelle ni amter af den historiske irske provins Ulster.

Nordirland blev oprettet som en særskilt administrativ region af Storbritannien den 3. maj 1921 under loven Government of Ireland Act 1920, selv om landets grundlovs rødder stammer fra Act of Union fra 1801 mellem Storbritannien og Irland. I over 50 år havde Nordirland sin egen regering og parlament. Disse blev dog suspenderet i 1972 og afskaffet i 1973 pga. The Troubles. Nordirlands nuværende overdragede regering, Northern Ireland Assembly og Executive blev oprettet i 1998, men blev afbrudt flere gange. De blev genindsat den 8. maj 2007. Nordirlands retssystem nedstammer fra det irske retssystem før 1921 (ligesom retssystemet i Republikken Irland). Det er baseret på fælles lov. Nordirland er et særskilt retsområde, adskilt fra England og Wales og Skotland.

Nordirland har i mange år været hjemstedet for en voldelig og bitter etnisk-politisk konflikt mellem dem, der hævder at repræsentere Nationalisterne, som er domineret af romersk katolske, og dem der hævder at repræsentere Unionisterne, som er domineret af protestanter. Nationalisterne ønsker at forene Nordirland med Republikken Irland, mens unionisterne fortsat vil have det til at være en del af Storbritannien. Unionisterne er i flertal i Nordirland, men nationalisterne repræsenterer et betydeligt mindretal. Befolkningen i Nordirland er berettiget til både et britisk og et irsk statsborgerskab (se underafsnittet Statsborgerskab og identitet). De voldelige kampagner er blevet kendt og udbredt som The Troubles. Flertallet fra begge sider af samfundet har ikke været direkte involveret i de voldelige kampagner. Siden underskriften af Belfastaftalen (også kendt som Good Friday Agreement (Langfredagsaftalen), G.F.A.) i 1998 har mange af de største paramilitære kampagner enten haft våbenhvile eller har erklæret at deres krig var ovre.

Det område, der nu er kendt som Nordirland, har haft en anderledes historie. Fra at tjene som grundfjeldet for den irske modstand i koloniperioden under Elizabeth 1. og Jakob 1., blev det genstand for en større bosættelse af skotske og engelske kolonister, efter Flight of the Earls i 1607 (da det gæliske aristokrati flygtede til det katolske Europa).

Hele øens kongedømme (fra 1541-1800) blev sammensluttet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland i 1801 under betingelserne i Acts of Union, under hvilke kongerigerne Irland og Storbritannien fik samme regering og monarki med sæde i London. I det tidlige 20. århundrede gjorde unionisterne, ledet af Sir Edward Carson (som generelt blev betragtet som grundlæggeren af Nordirland), modstand mod indførelsen af hjemmestyre i Irland. Unionisterne var i mindretal i hele Irland, men var i overtal i den nordlige provins Ulster, i meget stort flertal i grevskaberne Antrim og Down og et mindre flertal i grevskaberne Armagh og Londonderry, og også med betydelige antal koncentreret i nationalist-overtalsgrevskaberne Fermanagh og Tyrone. Disse seks grevskaber, indeholdende et samlet unionistflertal, blev senere til Nordirland.

Konflikten mellem House of Commons/Underhuset og House of Lords/Overhuset over det omstridte finanslovsforslag fra Chancellor of the Exchequer David Lloyd-George, medførte Parliament Act i 1911, hvilket gjorde det muligt at trodse Overhusets vetoret. De havde været unionisternes hovedgaranti for, at en lov om hjemmestyre ikke ville blive vedtaget (på grund af flertallet af unionister i overhuset), men med Parliament Act blev hjemmestyre i Irland muligt. Modstanderne af hjemmestyre, fra det konservative partis ledere, som Andrew Bonar Law, til militante unionister i Irland, truede med at bruge vold og stod for Larne Gun Running-begivenheden i 1914, da de smuglede tusinder af rifler og ammunition fra Det Tyske Kejserrige til Ulster Volunteer Force. Udsigten til borgerkrig i Irland tonede frem.

I 1914 blev den tredje Home Rule Act, som indeholdt anskaffelsen af en midlertidig deling, stadfæstet. Lovens gennemførelse blev dog suspenderet i den periode, man forventede at Første Verdenskrig ville vare. Krigen kom dog til at vare 4 år og ikke som forventet et par uger.

Ved afslutningen af krigen så den tredje Home Rule Act dog ud til at være mislykket, da en voksende del i de samfund, hvor flertallet var nationalister, havde bevæget sig fra et krav om hjemmestyre til noget større: uafhængighed. David Lloyd George fremsatte i 1919 et nyt lovforslag, som ville dele Irland i to hjemmestyrede områder; Nordirland og Irland med 26 amter der skulle styres fra Dublin, 6 amter der skulle styres fra Belfast, med en delt Lord Lieutenant of Ireland, der udpegede både den udøvende myndighed og Irlands Råd, som David Lloyd George troede ville udvikle sig til et samlet irsk parlament.

Irland blev delt i 1921 under betingelserne i Government of Ireland Act, 1920. Seks af de ni Ulster-grevskaber i nord-øst blev til Nordirland, og de resterende tre grevskaber (inklusiv Donegal, på trods af dette grevskabs store protestantiske mindretal, og dets placering som det mest nordlige grevskab i hele Irland), sluttede sig til Leinster, Munster og Connacht og blev til Sydirland. Medens Sydirland kun havde en kort eksistensperiode mellem 1921 og 1922, en periode der blev domineret af den Anglo-Irske krig og dennes eftervirkning, fortsatte Nordirland sin eksistens.

Nordirland blev foreløbig en selvstyret del under den irske fristat, den 6. december 1922. Som forventet, valgte Nordirlands parlament, under betingelserne i den Anglo-Irske Traktat, at melde Nordirland ud af den irske fristat den følgende dag. Kort efter at Nordirland havde valgt dette, blev der oprettet en Grænsekommission for at træffe en afgørelse af de territoriale grænser mellem den irske fristat og Nordirland. Selvom lederne i Dublin forventede en betragtelig reduktion i Nordirlands territorium (med nationalisternes grænseområders rykning til den irske fristat), var Grænsekommissionen imod dette; ifølge en ikke offentliggjort rapport havde de faktisk foreslået at land skulle gives fra Sydirland til Nordirland. For at forhindre diskussioner blev rapporten undertrykt og de til at begynde med 6 amters grænser blev godkendt af Dáil (Repræsentanternes Hus) i Dublin den 10. december 1925, med 71 for, 20 imod. For at tilskynde den irske stat at tilslutte sig de Allierede indikerede den britiske premierminister Winston Churchill iI juni 1940 til Taoiseach (premierministeren) Éamon de Valera, at Storbritannien ville støtte en forening af Irland. I den tro, at Churchill ikke ville kunne holde ord, afslog Valera. (Briterne informerede ikke den Nordirlandske regering, hvad de havde tilbudt den irske regering, og De Valeras afslag blev først udgivet i 1970). The Ireland Act fra 1949 gav de første lovlige garantier til det Nordirlandske parlament og regering; Nordirland ville ikke blive delt fra Storbritannien uden samtykke fra størstedelen af dets indbyggere.